RIGHT OF WAY

A COWI blog about 360º solutions for the utility and property law business

Spar penge ved at fordele jorden rigtigt…

COWI er bygherrerådgiver for Norddjurs Kommune i forbindelse med projektering og etablering af en nye omfartsvej nord om Grenaa.

Der er tale om en seks km ny vej, der løber fra Grenaa havn i øst til hovedvej 16 i vest. Den berører 27 private ejendomme, hvoraf de 20 er landbrugsbedrifter.

Området er præget af kvægbrug, der er meget afhængige af arealer til udspredning af husdyrgødning. Derfor var der en del protester mod vejen i planlægningsfasen.

Norddjurs Kommune har sparet penge til erstatninger og opnået langt større opbakning til projektet ved at gennemføre en frivillig jordfordeling forud for ekspropriationen af arealer til vejen.

På dette kortrids ses omfartsvejens påvirkning af den eksisterende ejendomsstruktur i området.

makd1.png

18 af de berørte bedrifter valgte at indgå i jordfordelingen. Desuden deltog 20 ejendomme, der ikke direkte blev berørt af omfartsvejen. Alt i alt blev der omlagt ca. 600 ha. landbrugsjord i området.

Jordfordelingen blev gennemført af Landinspektørfirmaet LG 98 A/S.

Efter jordfordelingen ser ejendomsstrukturen således ud.

makd2.png

Der har været markante fordele ved at kombinere en jordfordeling med ekspropriationsprocessen.

Der var lokalpolitisk fokus på, at de berørte landbrugsbedrifter skulle opretholdes, da nogle af disse havde et begrænset økonomisk råderum. Det lykkedes i alle tilfælde, da erstatningen for afgivelse af areal til omfartsvejen fortrinsvist var landbrugsjord. De landmænd, der ikke var afhængige af et arealtillæg, kunne vælge at få erstatningen udbetalt gennem ekspropriationen.

Den markant bedre ejendomsstruktur i området har endvidere øget trafiksikkerheden på omfartsvejen, da der bliver få krydsninger med landbrugsmaskiner.

Den forbedrede ejendomsstruktur får ganske givet også en positiv effekt på værdien af de bedrifter, der har samlet sine arealer tættere på driftsbygningerne.

Dette har højnet de berørte lodsejeres tilfredshed med projektet.

Erstatninger til lodsejerne

Jordfordelingens effekt på anlægsbudgettet har også været positiv. Det kommer til udtryk ved

  1. Markante besparelser på traditionelle landbrugsmæssige ulempeerstatninger, f.eks. gennemskæring, omvejskørsel og defigurering.
  2. Ingen omkostninger til etablering af erstatningsveje som adgang til afskårne landbrugsarealer.

Det samlede erstatningsoverslag til lodsejerne uden en jordfordeling var på 13,1 mio. kr. Budgettet efter jordfordelingen blev på 8 mio. kr.

Til det sidste beløb skal der tillægges omkostninger til jordfordelen og den matrikulære berigtigelse af jordfordelingen. Tallene viser dog med tydelighed, at jordfordelingen gav en besparelse på projektets økonomi.

Dette styrkes yderligere af, at der ikke skulle etableres erstatningsveje til afskårne arealer.

makd3.jpg

Omfartsvejens linjeføring mod Grenaa havn.

makd4.jpg

Anlæggelsen af den nye rundkørsel nordøst for Grenaa, der skal forbinde Grenaa by med omfartsvejen.

Udfordrende proces

Der gav udfordringer for tidsplanen at kombinere ekspropriationen – en lovfæstet forvaltningsproces – med en frivillige jordfordeling, hvor lodsejerne ikke er bundet af andre tidskrav end skæringsdatoen.

Der var også tale om professionelle landbrugere, der var bevidste om deres egne målsætninger.

Det krævede, at Norddjurs Kommune på den ene side var konsensussøgende og tålmodig og på den anden side var en myndighed, der står fast i ft. den forvaltningsmæssige proces og den planlagte opstart af anlægsarbejdet.

Det endte dog med at alle aftaler faldt på plads og ekspropriationen blev vedtaget af Kommunalbestyrelsen inden jordfordelingens skæringsdato.

Det gav en god afslutning på en halvanden års proces, der krævede blod, sved og mange kopper kaffe.

Der pågår fortsat enkelte taksationssager.

Omfartsvejen åbnes for trafik i efteråret 2017.

Vil du vide mere, er du meget velkommen til at kontakte Martin Korgaard / makd@cowi.com