RIGHT OF WAY

A COWI blog about 360º solutions for the utility and property law business

Gæsteprincippet bliver udvidet – igen

Forsyning 1.jpg

For mange interesserede aktører på ledningsområdet, herunder også COWI, som rådgiver for både forsyningsselskaber og anlægsmyndigheder, afsagde Højesteret den 16. februar 2017 dom i endnu en principiel sag om gæsteprincippet og sammensatte anlægsprojekter. I forbindelse med anlæg af Metro Cityringen var det nødvendigt at omlægge en lang række ledninger i vejarealer, bl.a. i nærheden af fire af de nye metrostationer. Metroselskabet og ledningsejerne var ikke enige om, hvem af parterne der skulle afholde omkostningerne hertil, og sagen blev derfor oprindeligt indbragt for Ekspropriationskommissionen og har efterfølgende været behandlet af både Taksationskommissionen, Østre Landsret og nu af Højesteret.

Sagen er principiel, da den vedrører fortolkningen af ”gæsteprincippet” og ”vejformål” i medfør af Cityringlovens[1] § 7 og vejlovens[2] § 106.

Det følger af Cityringlovens § 7 stk. 5, nr. 2, at udgifter til ledningsomlægninger, der er nødvendige for gennemførelsen af Cityringen, som udgangspunkt skal betales over anlægsbudgettet. Undtagelsen hertil er omkostninger til omlægning af ledninger i vejarealer, der i ikke uvæsentlig grad er begrundet i vejformål. Sådanne ledningsomlægninger skal i stedet betales af ledningsejeren i medfør af vejlovens gæsteprincip (vejlovens § 106, stk. 1).

Vejlovens gæsteprincip medfører, at ledningsejeren som ”gæst” skal betale for ledningsarbejder, der er nødvendiggjort af vejmyndighedens ændrede benyttelse af vejarealet. Som udgangspunkt er det kun vejmyndigheden, der kan påberåbe sig vejlovens gæsteprincip, og kun i de tilfælde hvor der er tale om et reelt vejformål.

Højesteret har dog i den såkaldte Flintholm-dom[3] fastslået, at hvis der i forbindelse med et anlægsprojekt både skal foretages ledningsarbejder i vejareal og i baneareal, finder vejlovens gæsteprincip anvendelse i forbindelse med sådanne ledningsarbejder, uanset at projektet ikke i sig selv er begrundet i vejformål, og uanset hvilke dele af projektet der har nødvendiggjort ledningsarbejderne. Højesteret har betegnet dette princip som et “sammensat anlægsprojekt.”

Højesterets dom af 16. februar 2017 angik det forhold, at Cityringloven blev vedtaget, før Højesteret afsagde ovennævnte Flintholm-dom. Spørgsmålet var derfor for Højesteret, om bestemmelsen i Cityringlovens § 7 stk. 5, skulle fortolkes i overensstemmelse med dens ordlyd, eller om seneste praksis på området (Flintholm-dommen) havde betydning for fortolkningen af bestemmelsen, således at princippet om et sammensat anlægsprojekt også var gældende i forhold til Cityringen.

Metroselskabet gjorde gældende, at bestemmelsen i Cityringloven § 7 stk. 5, skulle fortolkes i overensstemmelse med gældende praksis, således at Metroselskabet kunne påberåbe sig også den nyeste praksis i Flintholm-dommen og princippet om sammensatte anlægsprojekter. Ledningsejerne gjorde derimod gældende, at der skulle ske en ordlydsfortolkning af bestemmelsen i Cityringloven, og at ledningsejerne dermed alene skulle betale for omlægninger, der alene eller i det væsentligste var begrundet i vejformål.

Højesteret stadfæstede landsrettens afgørelse og fastslog, at bestemmelsen i Cityringlovens § 7, stk. 5, skal fortolkes i overensstemmelse med vejlovens gæsteprincip, herunder således at også senere retspraksis indgår som fortolkningsbidrag. Landsrettens dom henviste direkte til Flintholm dommen og fastslog, at Cityringlovens § 7, stk. 5, nr. 2, skal fortolkes i lyset af vejlovens gæsteprincip og den retspraksis, der knytter sig hertil.

Dermed blev det fastslået, at begrebet ”vejformål” ikke afgrænses til foranstaltninger, der ændrer vejens dimension og forløb, men også omfatter andre foranstaltninger, der tjener et vejteknisk eller færdselsmæssigt formål i bredere forstand – herunder, hvis foranstaltningerne er forårsaget af andre formål – f.eks. baneformål.

Ledningsejerne blev hermed dømt til at betale for ledningsomlægningerne ved de fire Metrostationer, da der var tale om ”sammensatte anlægsprojekter”.

COWI mener:

Med den nye dom om gæsteprincippet har Højesteret endnu engang understreget, at det er ledningsejerne, der skal bære omkostningerne til ledningsarbejder, når de ligger som gæster i vejarealer. Dommen understreger, at kravet om “vejformål” i vejloven skal forstås bredt. Det gælder særligt i de tilfælde, hvor der er tale om arbejder i både vej- og banearealer, og hvor der dermed er tale om et sammensat anlægsprojekt. Det er i sådanne tilfælde uden betydning, om ledningsarbejderne i det væsentligste skyldes vejformål eller baneformål. Højesterets dom udvider således ledningsejernes forpligtelser i henhold til gæsteprincippet, men dommen skaber også klarhed, idet der ikke længere er behov for en omfattende bevisførelse – som i sagen – vedrørende spørgsmålet om vejformål eller baneformål er væsentligste årsag til ledningsomlægningerne. Herefter er retsstillingen forenklet således, at ledningsejerne skal betale i henhold til gæsteprincippet, hvis der ved et sammensat anlægsprojekt er behov for ledningsomlægninger, uanset formålet.

Overalt i Danmark er der gang i store infrastrukturprojekter, fx anlæg af letbaner, jernbanestrækninger, broer, vindmølleparker mv., og i alle disse projekter vil større eller mindre forsyningsanlæg blive berørt. Omkostningerne forbundet med ledningsomlægninger er som oftest meget store, og der er derfor også store interesser på spil, når ledninger skal flyttes. Det er derfor også COWIs opfattelse, at Højesteret med dommen kun har sat et foreløbigt punktum i spørgsmålet om gæsteprincippets udstrækning og fortolkning.

For yderligere information:

Senior Jurist Peter Mortensen, pemo@cowi.com, eller

Juridisk konsulent Stine Boye Møller, smbo@cowi.com,

[1] Lov nr. 552 af 6. juni 2007 om en Cityring

[2] LOV nr. 1520 af 27. december 2014

[3] U2007.3009H