RIGHT OF WAY

A COWI blog about 360º solutions for the utility and property law business

Fravigelse af gæsteprincippet – hvor klar skal aftalen være?

Skriv en kommentar

IMG_4526

 

Flytning af ledninger og tilknyttede anlæg er omkostningstungt. Alene af den årsag er det afgørende for både grundejere og ledningsejere at vide, om ledninger og anlæg ligger som gæst eller ej.

For ledninger og anlæg, som ikke ligger i vejarealer, er udgangspunktet, at det ulovbestemte gæsteprincip gælder. Heraf følger, at ledningsejeren skal betale for flytning af ledninger og anlæg, hvis det er nødvendiggjort af ejerens ændrede udnyttelse af arealet. Gæsteprincippet kan imidlertid fraviges ved aftale.

På grund af de store omkostninger forbundet med ledningsomlægninger, er det vigtigt, at der skabes klarhed over, om gæsteprincippet er fraveget, både for ledninger som allerede er etableret, og når der etableres nye ledninger.

At fravige gæsteprincippet kræver ifølge retspraksis “et klart holdepunkt”. Det er dette klare holdepunkt, som en ledningsdeklaration skal indeholde, hvis man vil sikre sig, at gæsteprincippet fraviges.

Flere forsyningsselskaber arbejder i øjeblikket med mulighederne for at overtage stikledninger på private ejendomme, dvs. ledninger fra skelgrænse og ind til de bygninger, der befinder sig på ejendommen. Når sådanne ledninger overtages, bør forsyningsselskabet overveje, om man ønsker sine ledninger og tilknyttede anlæg beliggende som gæst eller ej.

Derudover anvender nogle forsyningsselskaber salgs- og leveringsbetingelser, der efter deres ordlyd fraviger gæsteprincippet. Det er i retspraksis uafklaret om anvendelse af sådanne salgs- og leveringsbetingelser udgør et tilstrækkeligt “klart holdepunkt” til at fravige gæsteprincippet.

I COWI arbejder vi dagligt med håndtering af ledninger og tilknyttede anlæg i forbindelse med både store og små projekter. Vi har stor erfaring i indgåelse af aftaler, som balanceret varetager både grundejeres og ledningsejeres interesser.

Uddybende om kravet om ” klart holdepunkt” for fravigelse af gæsteprincippet

Retningslinjerne for, hvad der skal til for, at gæsteprincippet fraviges, er bl.a. blevet behandlet i Højesterets dom i sagen om Vintapperrampen. Dommen er optrykt i Ugeskrift for Retsvæsen 2015.2854 H.

Ved dommen fastlagde Højesteret følgende principielle fortolkningsbidrag til forståelse af gæsteprincippet og dets fravigelse:

“Gæsteprincippet er en udfyldende regel, som finder anvendelse, hvor andet ikke er aftalt. En fravigelse af dette princip kan være byrdefuld for arealejeren og må forudsætte klare holdepunkter. Bevisbyrden for, at der er aftalt en fravigelse, må derfor påhvile ledningsejeren. Når arealejeren ikke har modtaget vederlag, må aftaler om anbringelse af ledninger på et areal som udgangspunkt undergives en indskrænkende fortolkning i lighed med gaveløfter.”.

Opsummeret forudsætter fravigelse af gæsteprincippet, ifølge Højesteret,

  1. at der er “klare holdepunkter” i f.eks. en aftale for fravigelse,
  2. at ledningsejeren bærer bevisbyrden for, at en tilstrækkeligt klar aftale er indgået med den følge, at gæsteprincippet er fraveget, og
  3. at aftaler, der er indgået, uden at arealejeren har modtaget vederlag for fravigelsen af gæsteprincippet, som udgangspunkt undergives en indskrænkende fortolkning i lighed med gaveløfter.

Har du spørgsmål eller vil vide mere, er du altid velkommen til at kontakte os.

Mark Villingshøj Nielsen – mvnn@cowi.com / telefon 56 40 87 69

Jim Stabell Nielsen – jdni@cowi.com / telefon 56 40 81 96

Forfatter: COWI_Right of Way

Om Right of Way Right of Way er en blog fra COWIs afdelinger for Landadministration og Jernbaner og Metro. Bloggen handler om ejendomsret, arealerhvervelse, ledningsret, ledningskoordinering, under ét kaldet Right of Way, som rører sig i et af Nordeuropas største miljøer for udvidelse af infrastruktur. Bloggen er for alle – både kolleger i COWI, samarbejdspartnere, kunder, studerende, politikere og alle andre, der har en interesse i Right of Way i Danmark. Vores fagmiljø er fordelt på fem geografier: Aalborg, Aarhus, Vejle, Odense og Lyngby. Vi synes, at vores arbejde er så spændende, at vi gerne vil dele det med jer. Fortæl os gerne hvad I synes, kommentér på indlæggene og kom også gerne med forslag til nye indlæg. Bloggens faglige redaktør er Peter Mortensen, Chefspecialist i Ejendomsret, pemo@cowi.dk, 5640 2452. Bloggens tekniske redaktør er Anette Brink Jansson, Specialist i Ledningskoordinering, abjo@cowi.dk, 5640 1279.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s